15. jan. 2015

Dyr i Århus #3

Vi lægger ud med et af de lovede ikke-helt-normale-dyr. Jeg ved ikke rigtig om det har noget navn, så jeg kalder det bare "det". Det holder til på toppen af Århus Teater, hvor det kigger ud over Bispetorv efter fumlegængere, som det kan lokke ind i teatret, hvor det sandsynligvis spiser dem. Vil jeg tro - jeg har aldrig været inde i teatret...

Teaterdet


















På bagsiden af teatret kan man - oppe under tagudhænget - se en bord, som blandt andet indeholder denne ørn, hvis krop er af keramik, mens dens vinger er malet på pudsen. Der er generelt rigtig mange af denne slags flotte detaljer på teaterbygningen.

Teaterørn


















Under ørneborden er der også nogle vinduer (det er muligvis her ud af, det gylper resterne fra sin aftensmad af fumlegængere op?) og over vinduer kan man blandt andet finde denne ugle

Teaterugle























Lige over for teateret ligger retten i Århus gemt væk. Det er nok mest kriminelle, der kender den. Der var i hvert fald en lille flok unge fyre, der tydeligvis havde ærinde derinde, der stod og gjorde sig til mens de klagede over, hvorfor jeg dog ikke tog billeder af dem i stedet for af retsbygningen. For som en af dem sagde: "Det er jo bare retten... Du skulle hellere tage et billede af mig!".

Nå, men ud over krimmelle er der i hvert fald denne her smedejernslampe med en fugl og blomsterranker af kobber. Lige neden under fuglen, oven på skiltet, er der også en lille slange/drage eller hvad man nu vil kalde den. Drager lever godt nok ikke i Danmark, men derfor kan man vel godt lave figurer af dem ;).

Lampefugl


















Hvis man kigger til venstre i ovenstående billede kan man måske lige ane en balkon. Sådan en er der også på højre side af bygningen. På toppen af de to balkonner er der disse flotte blomster af kobber. Man kan måske også lige ane noget, der stikker ud fra tagrenden. Det er flere af dersens sjove slanger/drager eller hvad de nu er. På billedet nedenunder igen, kan man se dem lidt bedre. Tænk på, hvor lang tid det dog ikke må have taget, bare at lave sådan en tagrende - for ikke tale om alt det andet!

Balkonblomster

Tagrendedrager


































Sidst, men ikke mindst, er der de her to fyre, der spiller musik over en af indgangene til retsbygningen.

Kentaur


















Lige ved siden af retsbygningen ligger Kannikegaarden, som ud over de to vildmænd også har en ørn over indgangspartiet. Ørnen holder noget mellem sine kløer, som jeg dog ikke helt kan se, hvad er. Det muligvis en stump reb...?

Ørn og vildmænd























Endelig skal vi jo ikke glemme grisebrønden foran rådhuset, som var i juleantrækket, da jeg kom forbi. Glædelig jul, for julen varer jo lige til påske :)!

Grisebrønden med juletræ og lindetræer

Grissenbasserne har røde sløjfer på og er ved at spise et æble

12. jan. 2015

Skørring Overskov

Det var en skyet og bygefuld lørdag. Jeg havde brugt formiddagen på at kigge på kort, for at få en idé til, hvor jeg skulle tage hen den kommende eftermiddag. Valget faldt på Skørring Overskov, som er en privat skov, der ligger ved landsbyen Skjørring, som ligger lige nord for Galten. En af grundene til at jeg valgte at tage lige netop derhen er, at jeg så også lige kunne lægge vejen forbi Storring kirke, som jeg flere gange har lagt mærke til, når jeg har kørt på motorvejen mellem Århus og Silkeborg. Storring har i øvrigt en lille naboby, der hedder Lillering - så kan man jo selv gætte sig til, hvordan Storring udtales ;). En anden grund var, at jeg aldrig havde hørt om eller set hverken Skørring Overskov eller Skjørring og at det derfor kunne være spændende at se, hvad det var for noget. Så af sted i regn, blæst og kulde det gik.

Men først skal vi jo lige en tur forbi Storring og det er så mænd nemt nok: Man drejer til venstre ved Skovby, krydser Herningmotorvejen og så er man der sådan set. Man kan lige ane kirken, når man står på den gamle hovedvej 15, som nu hedder 195, da Herningmotovejen har overtaget rutenummeret fra den gamle hovedvej. Det er da logik for fritgående høns, ikke.


Der er noget i det fjerne...

Det fjerne anno 1890 tættere på...

Sikke en udsigt de døde har, fra deres gravsteder!


















































Hvis man er til gamle bygninger, så er Storring Kirke bestemt et besøg værd og man kan evt. også lægge turen forbi Galten kirke fra 1884, som er i samme stil. Nå, men nok om kirker, for vi skal jo også i gang med turens egentlig formål, nemlig Skørring Overskov.

Det første man lægger mærke til, når man kommer til skoven er, at der ikke, som det ellers er normen i mange andre skove, er gjort meget for, at gøre den indbydende for besøgende med parkeringspladser, toiletter og den slags pjat. For der er ingen. Der er dog en lille plads, men den er markeret med et stort "PRIVAT"-skilt. Så jeg fandt et sted i vejkanten, hvor der var knap så opkørt og mudret, at parkere bilen.

Det andet man lægger mærke til er, at det er en brugsskov, hvor træerne bliver fældet. Det betød også at mange af stierne var kørt op af store maskiner og der derfor var ret mudret. Men sådan er det jo gerne i mange skove på denne tid af året.

Her har Skov- og Naturstyrelsen nok ikke været med deres betalingsideer...


















Ude fra vejen kunne jeg se noget, der lignede vand inde mellem træerne og krattet. Så jeg gik lidt ind i skoven, som det sted primært bestod af bøg og derfor var mere åben end i skovkanten (bøgen er et skyggetræ, der ikke lader meget lys komme ned til skovbunden til andre planter). Det gav et bedre udsyn til vandet, som viste sig ikke bare at være en vandpyt, men en rigtig, lille skovsø.

Netop ankommet til skoven. Det ligner en sø?

Det ér en sø, der mellem træerne!


































Andetsteds i skoven var der også en lille bæk, der rislede og klukkede, mens den bugtede sig hen over skovbunden. Sådan en bæk er hjem for meget kryb og kravl her om vinteren, mens de venter på at blive blive til de flyvende insekter, vi kender om sommeren. Så den kunne have været interessant at kigge nærmere på, men der var ikke tid til det denne gang, så måske en anden god gang. Der til kommer jo, at det er en privat skov og man derfor skal holde sig til veje og stier, med mindre man har fået lov til andet.

Der løber også en lille bæk igennem skoven.


















Da skoven jo er en brugsskov, hvor træerne ikke bare gror for deres grønne blades skyld, men også skal gøre nytte - skoven er jo ikke en varmestue for dovne træer og egern, der nasser grankogler, er der en del forskellige slags træer i skoven. Der er nåletræer, som er meget populære til tømmer, som bruges til møbler og byggeri. Der er som tidligere vist en del bøgetræer, som bruges til møbler og brænde. Og så er der plovtræerne, hvis frugter landmændene bruger til at vende jorden på deres marker med ;).

Der dyrkes mange nåletræer i skoven


Nedfaldsfrugt fra et plovtræ?

































På min tur rundt i skoven, faldt jeg også over dette flotte træ, som stod alene for sig selv i en lille lysning. Da jeg nærmede mig træet fløj en hvid musvåge, der havde siddet på jorden, op. Den forsvandt desværre før jeg nåede at tage et billede. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man måske forledes til at tro, at Yggdrasil (livets træ) står i Skørring Overskov?

Yggdrasil?























Glemte jeg at sige, at der fældes en del brugstræ i skoven? Her kan man se, hvordan den slags ser ud. Men i det mindste er stammerne da stablet pænt. Man skal selvfølgelig aldrig klatre op på sådan en stabel uanset, hvor pænt den er stablet og klatreindbydende den end ser. Dels fordi det er en privat skov og dels fordi det ikke er sjovt at havne under en dynge tunge tømmerstokke, hvis stablen skulle give efter.

Fældet skov, mudder og tømmerstabel

De lokale har sat en totempæl op, for at beskytte deres tømmer

Stierne var meget mudrede pga. de store skovningsmaskiner


















































Når man går rundt i skoven er det egentlig ikke fordi man lægger mærke til så forfærdeligt meget dyreliv, men det vil jeg nu ikke sige er ualmindeligt for danske skove. Generelt har man jo en tendens til at skræmme de sky pattedyr (rådyr, ræve, mus osv.) væk - hvis der da er nogen - inden man ser dem. Men der var da fugle, bla. før omtalte musvåge. Det lykkedes mig også at få set bl.a. et par bogfinker på trods af de svage lys, der var den dag.

En lille finke var der også

Det var en meget mørk dag


































Sidst men ikke mindst faldt jeg over en del menneskelige efterladenskaber i skoven. Den slags ser man jo alle steder. Det kan f.eks. være stengærder og andre afgrænsninger fra gammel tid eller gamle, glemte hulveje, som har været brugt engang, men nu bare ligger hen som grøfter i skovebunden. I denne skov var der en gammel grusgrav. Det vil jeg i hvert fald gætte på, det er. Man kan lige ane skrænten bag buskadset på nedenstående billede. Og så var der også lige en gammel trailer og en trillebør. Traileren så nu ret forladt ud, men trillebøren så ud som om den stadig var i brug og bare ventede på, at nogen kom og kørte den væk.

Der var en gammel, overvokset grusgrav

De lokale har parkeret en trailer

En trillebør med brænde... De lokale må være lige i nærheden



















































Det var hvad jeg havde at byde på fra Skørring Overskov for denne gang. Håber du fandt beretningen interessant, den var i hvert fald en fornøjelse for mig :).