Her er en lille video fra sidste år, hvor jeg stødte på en lille koloni af havterner med nogle søde, små unger :). Havternerne havde slået sig ned midt på en byggeplads på en havn og selv om det ikke umiddelbart virker som et særligt fredeligt sted for fugle at have deres unger, så gjorde forældreternernes aggressive adfærd nok deres til, at ingen gad forstyrre dem. De styrtdykkede nemlig mod ens hoved lige så snart man vendte ryggen til, hvilket også gjorde mit ophold ved kolonien ret kort. Men adfærden virkede jo tydeligvis, for det varede jo ikke længe, før jeg forsvandt igen og lod dem være i fred med deres unger.
PS. Prøv at lægge mærke til, at en af terneungerne faktisk snubler over en sten, mens den løber rundt. Det er ikke kun mennesker, der er klodsede ;)...
Jeg
surfede lidt rundt i mine gamle optagelser og faldt over et par
videoklip og nogle billeder fra stormen d. 23. december 2012 - den var
ret vild, hvis du kan huske den! Og hvis ikke, så kan du jo bare kigge
videre her ;).
På billedet ses den gamle badeanstalt i Århus
i baggrunden. Betonmolen i forgrunden er resterne af fundamentet fra
dengang badeanstalten havde sin storhedstid og var tre gange så stor.
Bølgerne var så store, at de jævnligt skyllede hen over molen og sendte
skumsprøjt op over taget på badeanstalten. Man kan også ane sneen, der
falder næsten vandret gennem luften.
I
forgrunden er et overdækket udløb fra en å, der løber igennem Riis Skov
og hvis man stillede sig der, fik man helt sikkert våde fødder... og
bukser.
Mågerne var glade for bølgerne, som skyllede masser af lækkerbiskner - for måger i hvert fald - ind fra bugten.
På
videoen herunder har jeg samlet et par klip af stormen. Man kan se
bølgerne skylle ind over badeanstalten og mågerne, der kæmper om de gode
ting og sager, der blev skyllet ind.
Biulv ved indgangen til sin gang (billede fra Wikipedia)
Forleden dag fandt jeg en koloni af den forholdsvis sjældne biulv. Jeg opdagede den fordi jeg så et hvepselignende insekt komme flyvende med en bi mellem benene. Det landede og forsvandt ned i et hul mellem fliserne på fortovet.
Biulvekoloni
De fleste ville ved første øjekast nok tænke at det da bare er nogle myretuer der mellem fliserne, som der jo er så mange af alle vegne. Men hvis man går lidt tættere på, kan man se, at det ikke er myrer, men noget mere interessant.
Et enkelt biulvbo
Biulven er nemlig en gravehveps, der graver meterlange gange i sand og alt det sand den graver op, skubber den ud af hullet med bagbenene, så det danner flad bunke på den ene side af indgangen til boet.
Nede i den lange gang graver biulven (hunnen) nogle kamre, hvor den i hvert kammer lægger et æg sammen med en honningbi, den har fanget og lammet til lejligheden. Bien er kun lammet og ikke død, så den kan holde sig frisk i ugevis. Larven spiser så af den levende, men lammede bi, imens den vokser op og bliver til en ny biulv.
Honningbi - larvernes føde
For mange ligner biulven måske nok bare en almindelig hveps (alm. gedehams) af den slags, der kommer og irriterer en, når man spiser is. Men det er kun overfladisk pga. de sort/gule farver og striber, som er et almindeligt brugt og kopieret advarselssignal blandt insekter. For hvor de almindelige hvepse lever socialt i boer af papir, som de laver ved at gnave træ af f.eks. havemøbler og blande det med spyt, så lever den voksne biulv alene, laver gange i jorden og den lever ikke af is, men primært af pollen fra blomster.
Det lykkedes mig iøvrigt at fange øjeblikket på video, hvor en af biulvene forlod sin gang, selv om en dame spurgte om jeg var blevet dårlig, fordi jeg sad på hug og kiggede ned i fortorvet ;)... Men det går hurtigt, så du skal måske sidde klar med pauseknappen...
UPDATE! Jeg har tilføjet en udgave af ovenstående video i 8x slow motion, så det nu er lettere at se, hvad der sker:
Jeg kom forbi indhegningen, hvor jeg fandt den lille, nye ko og nu er den så blevet 10 dage ældre og ser ud til at have det fint. Jeg syntes derfor jeg ville lave en lille update på, hvordan den havde det, så jeg optog en lille video, hvor den går sammen med en ældre kalv og sin mor.