20. dec. 2014

Dyr i Århus #2

Ja, så blev "Dyr i Århus" til en lille serie. For efter den første artikel var skrevet, begyndte jeg at holde lidt mere øje med dyrene rundt omkring i Århus og det viste sig, at de faktisk gemmer sig mange steder rundt omkring. Man lægger bare ikke mærke til dem, før man begynder at kigge efter dem. Nok til dels fordi, mange af dem findes lidt til vejrs over normal øjenhøjde.

Vi starter ved Riis Skov, som er en gammel skov, der har været en del af byen i mange hundrede år. Den gang blev den brugt til mere praktiske formål end i dag, hvor den mest er et udflugtsmål for de lokale. Ved indgangen til skoven, hvor Marienlundsvej starter, står der et lille navneskilt af granit med tre ugler på toppen.

Da jeg var forbi med kameraet for at tage nedenstående billeder, sad en mariehøne frit fremme på statuen. Den havde nok besluttet at statuen var et godt sted at overvintre... Den havde i øvrigt en kollega længere nede ved jorden, der havde fået den samme idé.

Tre ugler i granit overvåger indgangen til Riis Skov.

En julemariehøne i december.


































Ved en anden indgang til Riis Skov, længere nede i byen ved krydset Dronning Margrethes Vej-Trøjborgvej, står to hunde og kigger ned mod havnen. Hvorfor de står lige der, har altid undret mig lidt, for det virker ikke rigtig som om de har nogen sammenhæng med omgivelserne. Men mon ikke der er en eller anden god grund?

To løse hunde... selv om skiltet til højre påbyder at hunde føres i snor.


















Nede ved domkirken, som vi jo sidste gang så vejrhanen på, står der en statue af en hest. På ryggen af hesten sidder en mand, som hedder Christian X. Han var vist konge eller sådan noget engang ;). Hvis man kommer på det rette tidspunkt af dagen, så solen står i den rette højde på himlen, kan man se en flot og livagtig skygge af statuen projiceret på tårnet af domkirken.

En bronzestatue af en hest (med en mand oven på) på vej mod solnedgangen.

Samme statue fra en lidt anden vinkel...


































Hvis man går videre rundt i byen vil man på et tidspunkt nok støde på kunstmuseet ARoS, som i øvrigt er et besøg værd, hvis man er til kunst. Lige over for ARoS ligger nogle flotte, gamle bygninger og en af disse bygninger er Retten i Århus.

Den har to bronzestatuer af løver, som jo godt nok ikke lever vildt i Danmark, men lidt eksotisk må det jo gerne være en gang i mellem, siddende ved indgangen. Jeg kunne desværre kun tage et billede af den ene, da en emsig gravkofører valgte at parkere sin gravko lige foran den anden løve, så jeg ikke kunne fotografere den. Men den slags må man jo nok finde sig i, da de pt. er i gang med at modernisere retsbygningen.

Retten i Århus bevogtes af to statelige løver med snuden i sky.


















Det var , hvad jeg havde at vise denne gang. Hvis du synes om denne artikel, så følg med næste gang, hvor du vil få nogle ikke helt normale dyr at se. Vi ses :).

14. dec. 2014

Dyr i Århus #1

I gamle dage var dyreliv og planter ikke bare noget, man kunne se på ude i skoven eller på marken. Man kunne også se det på tidens byggeri, hvor den slags ofte var en del af udsmykningen. I dag vil jeg derfor prøve at beskrive, hvordan fauna og flora har indgået i byggestilen dengang for længe siden. Denne gang kommer det derfor til at handle om Toldboden, domkirken og Aarhus Katedralskole.

Toldboden kender de fleste nok. Den ligger på den gamle del af havnen og stod færdig i 1897 (designet med de tre tårne er i øvrigt tyvstjålet fra Århus byvåben!). Den er rigt udsmykket med motiver fra søfarten, våbenskjold og med statuer af dyr og planter. Læg bl.a. mærke til statuerne af sølvmåger, der sidder i deres små vagtnicher på de to sidetårne. Sølvmågen, som jo må siges at være et af byens mest kendte og synlige dyr og de ses da også overalt i byen på jagt efter en bid brød. Og så kvidrer de lystigt, så man ikke er i tvivl om, at Århus er en by ved havet :).

Toldboden er et vartegn i Århus.

Hovedet af en hund med en snigende kat ovenover.

En sølvmåge af sandsten holder vagt! Desværre noget forvitret.

Mågerne på skorstenene er vist af nyere dato.

Jeg tror det er ugler sammen med månerne og stjernerne fra byvåbnet.

To andre bygninger, der er udsmykket med dyr er Århus Domkirke og Aarhus Katedralskole. På domkirken sidder der en forgyldt hane, mens der på katedralskolen sidder en ugle i bronze, som skuer ud over havnen.

De røde cirkler markerer dyrene.

Uglen holder øje med, at gymnasieeleverne kommer til tiden... Tror jeg.

Der sidder en guldhane på toppen af domkirken.

4. dec. 2014

Den elegante hættemåge

De fleste betragter nok ikke måger som andet en skadedyr, der larmer og med stor præcision dropper mågeklatter efter en, når man cykler under deres siddeplads i lygtepælene. Og ja, de fleste måger er da også rimelig højrøstede, men næppe mere end en flok børnehavebørn eller midaldrende karrierekvinder på en fortovscafé (jeg har engang boet lige over for en fortorvscafé...).

Ja, nogle af dem er faktisk ligefrem elegante, som f.eks. hættemågen, som oven i købet er adræt i luften som en anden svale. Hvis man går ud en sommerdag, hvor flyvemyrerne sværmer, så kan man se flokke af hættemåger højt oppe i luften, der under udførelsen af halsbrækkende manøvre, fanger de sværmende myrer. Eller man kan se dem ved søer, hvor de cirkler rundt lige over vandoverfladen på jagt efter flyvende insekter, som de snapper i luften.

Navnet hættemåge er i øvrigt lidt sjovt, for den sorte hætte har de nemlig kun omkring yngletiden. Resten af året har de kun en sort plet bag øjnene. Unge hættemåger kan kendes fra de voksne på deres mere eller mindre brune fjer.

Så ja, måger er ikke kun flyvende skraldespande, de er også en slags mennesker... eller noget...
Teenagehættemåger, der pudser deres fjer.
Hvor lagde jeg nu mine briller? Klik for video.

Hvis man ikke har andet at lave, kan man jo altid gå rundt og råbe.

Se, det er da en elegant fugl!

30. nov. 2014

Græshoppen, der manglede et følehorn

Der var engang en sommerdag i Århus en græshoppe, der opdagede, at den manglede sit ene følehorn. Det var den selvfølgelig lidt ked af, for sådan et følehorn er jo godt at føle sig rundt med - i hvert fald når man er en græshoppe og alle de andre græshopper har to. Så græshoppen vendte og drejede sig for at se, om den skulle have tabt det på græsset. Men den kunne ikke finde det.

Så kom der en venlig vipstjert forbi, der tilbød græshoppen sin hjælp med at finde følehornet. For sådan en vipstjert er jo vandt til, at finde ting og sager på jorden. Så vipstjerten gik i gang med at kigge oppe og kigge nede, men den fandt ikke noget følehorn. Pludselig kom den i tanke om, at den måske havde set det længere nede af vejen, så den spænede tilbage for at se efter...

I mens ventede græshoppen i græsset og den ventede og den ventede, men den så aldrig vipstjerten eller sit følehorn igen. Hvad skete der med vipstjerten tænker du så nok? Tja, den fandt vist aldrig følehornet, for sidste jeg så den, var den i fuld gang med at lede efter det på en pløjemark i Viborg :).

Græshoppen kiggede til venstre...

... og den kiggede til højre.

Vipstjerten kiggede oppe...

... og den kiggede nede...

... og den kiggede derhenne...

... og den kiggede på en pløjemark i Viborg. Klik for video.

23. nov. 2014

Springedderkopper

Springedderkopper er nogle sjove fætre at kigge på. For det første, fordi de i modsætning til mange andre edderkopper ikke laver et fangnet, men i stedet jager deres bytte ved at snige sig ind på det, lige som f.eks. en kat eller en løve. For det andet, fordi de er meget opmærksomme på deres omgivelser og hele tiden kigger rundt efter interessante ting. Og for det tredje kan de springe lynhurtigt, hvilket godt kan give én et chok, hvis man er lidt for tæt på, når de synes det er en god ide at udføre et spring ;).

De er nemme at finde på husmure og træværk en varm sommerdag, hvor de piler rundt og nyder livet, som en edderkop nu kan gøre det.

Almindelig springedderkop siddende på en mur
Almindelig springedderkop kigger på fotografen

Almindelig springedderkop siddende på en mur
Almindelig springedderkop vender ryggen til

En stor springedderkop, der har fanget flue
Stor springedderkop, der har fanget en flue

20. nov. 2014

Århus Havn på en efterårsdag

Sommeren er godt nok for længst forbi og der er blevet længere mellem de spændende naturoplevelser. Men så må man jo finde på noget andet at fordrive tiden med og det kan man jo f.eks. gøre med en tur på havnen. Her er der masser af liv selv om det er koldt og vådt.

Isbjerget med dets vagtmåger!
Sølvmågerne spiser frokost ved molen.
Lodsen på vej ud for at hjælpe et skib ind.
Skonnerten Fulton manøvrerer i havnen.
Fulton for fulde sejl mod nye eventyr.

18. nov. 2014

Ulvens færden i Danmark

Naturhistorisk Museum i Århus og Aarhus Universitet har kortlagt ulvenes færden i Danmark fra 2012 til 2014. Kortet viser bekræftede observationer af ulve og pt. ser det ud som om de mest opholder sig i Midtjylland, hvor der er større skovområder og mindre tæt bebygget. Så som det ser ud nu, kan man vist godt sige at ulven er ved at være en fast bestanddel i den danske natur. Om de krydser Lillebælt og også spreder sig til øerne må tiden jo vise.

Ulvestatus - Naturhistorisk Museeum



17. nov. 2014

Mystisk, grøn bille

Forleden dag på jobbet fandt jeg denne flotte, grønne og røde bille. Jeg ved ikke rigtig, hvordan den er havnet i Danmark, for jeg tror ikke det er en hjemmehørende art. Man kan dog på Ebay købe pakker med lignende biller fra eksotiske lande, så måske den er kommet her til på den måde? Men den er flot med sine metallisk skinnede farver og at dømme ud fra dens afrundede form og korte forben, kunne den nok godt finde på at grave sig ned i noget. Så måske den lever i møg eller i jorden?

Set fra siden

Set forfra
Set fra undersiden

17. aug. 2014

Svaleunger

Her den anden dag var jeg i forbindelse med mit arbejde, ude på et stort teglværk. Ind og ud af porten til produktionshallen, fløj en masser svaler og jeg tror de havde reder derinde. Nogle af dem fløj jævnligt ned til nogle paller, der stod på jorden ved porten, og de så ud til at holde øje med noget. Så jeg skulle jo lige se, hvad det var, der var så spændende der og så opdagede jeg de her to, små fyre. Det er svaleunger og de sad helt stille på jorden, uden at røre sig det mindste. Jeg skyndte mig at tage et par billeder, så jeg kunne komme videre med dagens gøremål og de små kræ kunne få fred igen, for de så godt nok lidt utrygge ud ved situationen... Men søde, det var de :)!

Betuttet og fornærmet svaleunge

Betuttet svaleunge

Fornærmet svaleunge

10. aug. 2014

Søndagsekspeditionen: hvad kan man finde i grøftekanten

Fornylig var Ulvenyt på ekspedition i en grøftekant (plus lidt andet) for at se, hvad der gemmer sig af flotte blomster og spændende dyr sådan et sted, en sommermorgen i august. Og det er egentlig overraskende, hvad man kan få at se, hvis bare man har tålmodighed nok.

Det første dyr jeg faldt over, var en stor droneflue på en flot, gul blomst, der stod på et græsområde. Jeg er ikke ekspert i blomster, men jeg vil tro, det er en høgeskæg af en art. Hvis du kigger godt efter, kan du også se en lille, metalskinnende hveps siddende på et kronblad i venstre side af blomsten.

Droneflue og lille hveps på høgeskæg




















Opildnet af det første fund, bedrog jeg mig videre ind i området og vupti!, var det ikke en lille fugl, der vimsede rundt der inde i krattet? Jo, sørme jo, det var en lille sangfugl og den var lige så hurtigt væk igen, som den kom. De ligner godt nok hinanden mange af dem med deres brunlige farve, men jeg tror denne her fyr er en kærsanger.

En lille sangfugl prøvede at gemme sig, men den slap ikke!



















Gule blomster er jo altid populære, så her er endnu en. Denne gang er det en perikon. En gammel lægeurt, der er god mod dårligt humør og sløvsind, og også smager godt i snaps. Snapsen bliver iøvrigt sjovt nok rød og ikke gul, som man nok ville forvente. Den røde farve kan man faktisk også se på blomsten, hvis man gnider lidt på den.

Perikon





















Jeg stødte også på denne hvide blomst, som jeg desværre ikke lige ved, hvad er... Limurt måske? Men flot det er den da med vanddråberne hængende på bladene.

Hvid blomst med vandråber


















August er jo sæson for mange bær og jeg var da også heldig at finde nogle, selv om de ikke var særligt store og så lidt mærkelige ud...

Mærkelige, mutterede brombær


















Efter at have prøvesmagt de (sure) brombær, fortsatte ekspeditionen i grøften og pludselig komme denne her lille sommerfugl og satte sig lige foran mig. Den kender de fleste nok. Det er en lille kålsommerfugl. Meget almindelig sommerfugl, hvis larver er grønne og blandt andet lever på kål - hvilket jo nok er derfra navnet kommer, tænker min skarpe hjerne. Den kan trække flere hundrede kilometer, hvilket da er ret imponerende for sådan en skrøbelig, lille sag.

Lille kålsommerfugl


















Flyvende insekter var i det hele taget meget talrige i området. Her er det en flot, ternet kødflue. Deres æg, der kaldes spy, klækker lige efter de er blevet lagt og larverne lever f.eks. i ådsler og i regnorme (stakkels regnorm!). Så man kan faktisk godt sige, at den føder levende unger.

Kødflue


















Trebåndet sumpsvirreflue på en agersnerle. Dem var der også mange af - begge to. Sådan en svirreflue kan godt se ret dramatisk ud med de gule og sorte striber, men det værste de kan gøre er vist at slikke på dig med snablen :). Stikke kan de i hvert fald ikke.

Svirreflue suger på en snerle

















På samme plante kom også en anden, noget mindre svirreflue, der lige som den store nok var ude efter pollen og/eller nektar. De små svirrefluer er især dem, man ofte ser stå stille i luften, for at orientere sig, hvor efter de flytter sig lynhurtigt til et nyt sted, hvor de står stille igen. De er helt sikkert gode til at flyve, dog ikke bedre, end at man ofte ser dem splattet på kølergrillen efter en tur på motorvejen...

Dobbeltbåndet svirreflue


















Og så kom der også lige en gammel kending, den syvplettede mariehøne, forbi. Dem er der rigtig mange af i år, da det har været et godt år for bladlusene, som mariehønsene lever af. Ja, mariehøns - og især deres larver - er faktisk ret glubske rovdyr. De mange mariehøns har nok også været en tur eller to forbi vor herre og bede om godt vejr, med alt det gode sommervejr, der har været i Danmark i år :).


9. aug. 2014

Miniature palmelund med uhyre

Jeg har en daddelpalme på min altan, som jeg selv har opfostret fra den var en lille daddelkerne fra en daddel, jeg spiste i julen for et par år siden. Palmen står nu i en stor krukke. En dag fik jeg lyst til at gå på opdagelse i palmekrukken... Ja, det lyder måske nok lidt mærkeligt, men man kan altså finde mange spændende ting i sådan en krukke. F.eks. denne her lille miniature palmelund af sporestande fra forskellige mosser.

Små palmer af levermos og andet mos














Men intet paradis er jo perfekt uden et uhyre og sådan et var der også i krukken. Det er en mejer. Det er ikke en edderkop, selv om den ligner, men de er dog i familie. I stedet tilhører den ordenen Opiliones. Den lever af andet småkryb, som den finder ved at føle sig frem med sine lange ben. Den spiser kun mennesker, hvis man er uforsigtig og kommer for tæt på den ;)...

Mejer










Pas på, nu er du for tæt på!